Den nat mørket fik mig – og jeg så lyset

Top-sammenklip

For nogle uger siden stod jeg et sted langt, langt borte i mørke og i en temperatur, der nærmede sig minus 20 grader.

Sneen var knædyb, skavsåret på min hæl klistrede sig til sokken i den stive skistøvle. Mine tæer smertede af frost og krampe. Og jeg vidste ikke hvor jeg var. Panikken var ved at få fat i mig.

Jeg kunne kun se den lille omkreds som lysets fra Caspers pandelampe oplyste, og jeg anede ikke om jeg skulle gå i 20 minutter mere eller 2 timer mere, før mine krampende tæer kunne slippe fri.

Jeg holdt virkelig sammen på mig selv, for det ville være MEGA tarveligt at bryde sammen her.

Jeg vidste, at Casper ville sætte alle egne behov til side og holde modet oppe for os begge, hvis jeg begyndte at tude, og jeg havde i forvejen på fornemmelsen at han løj stort om sine egne fødders tilstand, for ikke at bekymre mig (De havde det dog super fint, viste det sig senere – hvis altså 3 kødsårs-agtige skavsår er fint.)

Men mørket fik mig.

Skind-collage

>> Her er vi dag 3, nu topudhvilede efter et par nætter med søvn sådan cirka fra solnedgang til solopgang – og i Rondane i december er det ca små 15 timers søvn, det kan blive til – og med mod på vej mod toppen – på ski! Det var en sjov fornemmelse, men skindene vi spændte på skiene virkede perfekt.

Jeg kan normalt gå langt. Rigtig langt. Jeg kan ignorere smerter og træthed virkelig længe og meditere mig ind et sted, hvor jeg glemmer alt og bare går. Når jeg altså bare har en goddamnit *&%#!! HORISONT!

Den aften havde jeg INGEN horisont.

VI HAVDE VÆRET OVERMODIGE

Vi havde jo gået turen fra parkeringspladsen på Spranget og ind til hytten Rondvasbu i nationalparken Rondane i Norge før. Det var PIECE OF CAKE! Sådan en tur man snupper til morgenmad!

Men det hele var anderledes denne gang.

Naturen havde sat en stopper for bilkørsel langt tidligere end sidst, vi kørte herop,  så vi fik nogle ekstra kilometer at gå. Vi havde nye skistøvler på, som ikke var gået til og de nye randonee ski med de smarte bindinger, der kan løsnes, så man kan hike, skulle vi også vænne os til og vi fik skavesår.

Skindet til at spænde under skiene op ad bakke, måtte også af og på et par gange, og fingrene blev stive af kulde på få sekunder, når vi tog handskerne af for nemmere at arbejde med skindet. Sneen var dyb og kulden var skarp. Og klokken fire var solen ved at gå ned. Og det var her vi overmodigt startede vores tur ind mod hytten, der lå et sted langt der inde i nationalparken.

Efter gud ved hvor mange timer, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage mere.

Med sammenbidte tænder bandede jeg mig selv langt væk, for at være sådan en tøsetøs. Jeg vidste jo godt, at mine ben kunne bære mig mange kilometer endnu. Men den mørke tunnel, vi havde været i så længe, tog sugede bare modet ud af mig.

OG SÅ SKETE DET

Der mellem tårer og snot, der frøs til is hurtigere end jeg kunne tørre det væk, kiggede jeg op i den sorte nattehimmel i håbet om et tegn på, hvor langt vi var fra hytten, og jeg så…. skyer? Lyserøde skyer???

“Er…. det øøøh skyer?”, snøftede jeg til Casper

“Nej… Det er…det er NORDLYS!”, jublede han.

Og derover os blev et lille flammenende bånd af nordlys langsomt til flere, og pludselig stor vi under en kæmpe halvcirkel af bølgende lys, der oplyste hele himmelrummet i først gule, så lyserøde og blå farver.

Jeg har seriøst ALDRIG set noget lignende.

Isbjerget nat>> Vi fik desværre ikke taget billeder af nordlyset, da vi var for optaget af at overleve… 🙂 Men et par dage efter tog Kenneth, som vi mødte i bjergene, dette billede på en aftenekspedition på den fantastiske tilfrosne sø hytten lå ned til med det fuldstændig vilde isvandfald. Sådan så det ud, den nat vi så nordlyset danse. Foto: Kenneth Andreasen.

MENINGEN VAR NORDLYSET

Jeg tror på at der er en mening med det meste, der sker med os mennesker. Og når noget sker, særligt de svære ting, handler det om, at finde den mening.

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at meningen med at vi skulle forvilde os ud på den her iskolde tur i bælgmørke, præcis på denne aften, var nordlyset.

Vi skulle se nordlyset. Og nu, efter vi kom hjem, husker jeg næsten ikke kulden og mørket – jeg husker bare lyset. Det fantastiske nordlys, som naturen gav os lov til at opleve den smukke, kolde nat i Rondane.

JEG BLEV VANVITTIGT BEGAVET

(Altså på den ikke-åndelige måde, lige i denne del af historien)

Den fantastiske nordlys oplevelse, startede i øvrigt allerede flere uger før jul, en dag jeg kom hjem fra arbejde og fandt en stor pakke i køkkenet fra Casper. Det var skistøvler. De fedeste skistøvler med hiking-funktion bagpå, så man kan løsne støvlernes skaft..

I alle disse år har jeg ALDRIG haft mine egne skistøvler før.

I-hytten-collage>> Hytten er en selvbetjningshytte, det vil sige, man kan sove der, og man kan købe mad fra forrådskammeret, hvis man mangler noget. Der var gaskomfur til kaffen og madlavningen, vand fik vi fra sne, vi smeltede på brændeovnen, der var ingen el, så stearinlys var eneste lyskilde – simple living til det sidste! (Hvilket også betyder ingen bad og toiletbesøg på det udendørs das ;-))

Juleaften bad Casper mig lukke øjnene og række armene ud. Da jeg åbnede dem, havde jeg et par ski i favnen. Et par randonee ski, touring ski eller back country ski om du vil, med bindinger, der kan løsnes i hælen, så man kan gå OP af bjerget og stå på ski helt uberørte steder.

I alle disse år har jeg ALDRIG haft mine egne ski før.

Og jeg måtte knibe en tåre.

En anden dag inden jul hentede Casper mig fra arbejde, og der lå ENDNU en pakke på bilsædet til mig, en sindssyg lækker uldundertrøje.

I alle disse år har jeg ALDRIG...  okay jo jeg har en del uldundertøj, men har aldrig ofret noget rigtig lækkert på mig selv.

Casper brugte simpelthen hele julemåneden til at forkæle mig helt vanvittigt og FULDUDSTYRE mig til vores lille juletur, som vi havde snakket lidt om, men ikke rigtig planlagt. Troede jeg da. For selvfølgelig havde min super-planlægger af en kæreste tænkt det hele igennem!

Fem dages juletur med blod, sved og tårer – og hvile, skønhed og kærlighed. Alting smager bare lidt bedre, når man har kæmpet lidt for det 🙂

 

Rikke væltet>> Efter at have gået nogle timer op af bjerget kom belønningen – en smuk tur ned i uberørt sne. Men det er svært at køre i dyb, nyfalden sne og jeg måtte ned og rulle et par gange.

Pause ved søen>> Vi drikker en kop varm saft, mens vi ser solen gå ned bag bjergene. Der er ikke en sjæl i nærheden – vi har det HELE for os selv

Isvandfaldet dag1>> Jeg kunne ikke få nok af at kigge på det smukke isvandfald.

 

Isfaldet AFTEN

>> Vi spændte skiene på og tog en aftentur over søen, hen til isvandfaldet, hvor vi lyste ind bag istapperne med vores pandelamper. Resultatet var breathtaking.

Isbjerget nat Gil og Kenneth>> Kenneth og Gil, som vi delte hytten med alle dage vi boede i Rondvasbu, og som bød os velkomne med en buldrende brændeovn, stearinlys og varmt vand på kedlen den første nat vi ankom trætte og forfrosne. Det var uventet og super hyggeligt selskab, og det sjove ved hytterne i Norge – man ved aldrig hvem der er der eller hvem der kommer, der er plads til alle.

Facebookgoogle_pluspinterest

← Previous post

Next post →

8 Comments

  1. Rikke – din fuldkommen crazy fantastiske eventyrer! Jeg har lige siddet og slugt din beretning råt. Hvor er det bare en vild og skøn ig fantastisk og luvsbekræftende historie. Og hvor har du bare beskrevet den godt, så man næsten kan mærke forfrysningerne i tæerne og se jeres magiske landskab i is og sne. Tænker at du lige skal have varmen i tæerne, før den næste tur, men jeg glæder mig virkelig til at læse om dit næste eventyr! 🙂

    • Rikke Berg

      Ej hvor en dejlig kommentar Steph 🙂 Tak! Det her eventyr var et af de lidt mere storslåede og der er jo store eventyr i ture af meget mindre kaliber, så det er helt sikkert ikke langt til det næste 🙂

  2. Nils Berg Christiansen

    Fantastisk beskrivelse – du skriver med stor indlevelse . I er enormt seje. Ville aldrig selv turde springe ud i sådan et eventyr .

  3. Det her er det fede blogindlæg jeg har læst!
    – Og jeg har læst mange.

    Du skriver så godt, og hvilken historie at kunne fortælle.
    Og billederne er så smukke!

    Ham Casper lyder sådan.. rimelig god!

    • Rikke Berg

      Wauw, tak Jacob, hvor var det en utrolig dejlig kommentar at vågne op til! Jeg smiler over hele femøren 🙂
      Og ja, ham Casper er intet mindre end rimelig god, ha ha 🙂 Han er faktisk ganske, ganske særlig 🙂
      God dag til dig, Jacob 🙂

  4. Fantastiske fotos og en dejlig historie.

Skriv et svar