Der findes 37 familietyper i Danmark i dag.

Og jeg kan ikke finde min familie i nogen af dem.

Nu har jeg kigget oversigten igennem 5 gange og jeg kan simpelthen ikke finde “patchworkfamilie-hvor-mor-og-far-bor-hver-for-sig-med-hver-sine-børn-hver-anden-uge-og-bor-sammen-uden-børn-hver-anden-uge-og-holder-ferier-sammen-allesammen-og-er-ellers-sammen-allesammen-når-vi-kan-samles-i-mellem-ridning/fodbold/guitar/venner”.

Den burde ellers være lige til.

Men altså – blandt de 37 eksisterende familier kan jeg, så vidt jeg kan se, kun høre til under –  “enlig mor med børn”.

Men jeg er altså ikke enlig.

Jeg er utrolig meget kærester med min kæreste, sidst jeg tjekkede.

Det er rigtigt, jeg har min egen lejlighed.

Og jeg er heller ikke gift.

Men enlig? Det føles næsten som en hån mod vores kærlighed, når jeg skal krydse min civil-status af som “enlig”.

Arrrrrrh men det er jo bare ord, siger jeg til mig selv. Du ved jo, hvad du er, så who gives a shit, hvad Danmarks statistik siger.

Så hvorfor betyder det alligevel noget med de ord. Så meget åbenbart, at jeg skriver en blogpost om det?

Fordi ord ikke bare er ord. Ord er med til at skabe virkeligheden. Og når der ikke er et ord for min familie, når den slet ikke er beskrevet mellem de trods alt 37(!) familietyper, der tilsyneladende findes i Danmark, så er det med til at skabe virkeligheden om, hvad der er en rigtig familie, og hvad der ikke er.

Så her er et nyt ord: Patchworkfamilie.

Jeg har brugt ordet en del gange før, bare ikke sådan defineret.  Men det er det, vi kalder vores familie. I hvertfald vi voksne.

Hvad børnene kalder os, blander vi os ikke i. De får selv lov til at definere, hvilken rolle de ser os voksne og hinanden i. Eneste præmis er, at mor og far elsker hinanden og ser os alle som en enhed.

Og det er da også en slags familie.

Synes jeg.

3-paa-stribe1

Børn bord

MÅSKE VIL DU OGSÅ LÆSE: CRAZY kæresteture – del 1

Facebookgoogle_pluspinterest