Jeg har fået en bil! jeg har fået en BIL! Min egen lille VW Up!

Jeg tror ikke, jeg helt kan beskrive, hvor meget min lille hvide Up! (Eller Brumle, som mine døtre kalder den) på ganske kort tid har gjort en kæmpe forskel i mit liv.

Jeg havde vænnet mig til, at cykle med 3 indkøbsposer og Isabels skoletaske på cyklen plus Pascalines guitar på ryggen, mens jeg peptalkede pigerne til at cykle deres egne cykler hjem fra skole i plaskregnvejr. Eller snevejr, eller blæsevejr – eller hvilken vejrtype vejrguderne nu havde mundret sig med at smide ud på cykelstien.

Jeg havde vænnet mig til at cykle de 6 kilometer ud til rideskolen, med 2 x fuld rideudrustning på ryggen kl. 8 lørdag morgen i stiv kuling, mens jeg skubbede Isa det meste af vejen (fordi vi ellers ville nå frem ved solnedgang med hendes små ben).

Og jeg havde vænnet mig til at slæbe en overtræt Isa ned på barnestolen og ud i kulden, når vi skulle hente storesøster sent hos ven.

Jeg havde vænnet mig til det hele. Og måske derfor føler jeg nu, når jeg sætter mig ind i min lillebitte 2-dørs Up! at jeg netop er blevet udsat for luksus i et omfang, jeg næsten ikke kan forsvare.

På samme måde har jeg det med et toilet. Og et varmt bad. Og en varm radiator. Og tv.

Det er jo det vildeste hverdagsluksus! Men det var jeg ikke sådan rigtig klar over – indtil for et par år siden.

vw3

 FOTO: Det er ikke størrelsen, der tynger min lille UP! men SE hvor glad jeg ser ud alligevel 😉

For nogle år siden boede jeg et halvt år i et kolonihavehus med mine to piger. Vi boede der fra november til april, og netop den vinter var en af de koldeste og mest snefulde, jeg kan huske.

Der var ikke noget kloaksystem i kolonihaven, men en septitank med pumpe. Toilettet kunne klare et par skyl, og så skulle vi ud på terrassen og tænde en kontakt, der pumpede indholdet af tanken ud i græsplænen (Jep – i græsplænen. Så der kom små bakker under græsset derude, når jorden ikke kunne suge mere!).

Jeg husker stadig tydeligt de mange kolde og kulsorte vintermorgener, hvor jeg halvsovende stavrede ud i frostvejret med bare ben og gummistøvler for at tænde pumpen, mens en af pigerne sad på toilettet og råbte, “Moaaar, der skal puuuumpes!”

Når det var rigtig koldt, sov vi alle tre sammen i min seng.Vi havde uldundertøj på, en ekstra uldtrøje, dyner, et uldtæppe og en dobbeltdyne ovenpå. Om morgenen stod jeg tidligt op og tændte husets eneste varmekilde, en varmepumpe plus en lille varmeblæser på fuld gas, og så skyldte pigerne sig at klatre ned fra sengen på hemsen, og ind under hver deres tæppe, mens de spiste morgenmad.

Vinter i kolonihavenFOTO: På vej til skole en smuk vinterdag i kolonihavehuset. For meget sne til cyklen, så den dag blev det slæden i stedet.

Når vi skulle bade, satte jeg varmeblæseren ind på badeværelset 10 minutter inden, så luften blev varmet op, og så var der varmt vand til nogle få minutters bad.

Der var skam også et tv i kolonihavehuset, men det virkede kun en gang i mellem, så jeg delte min internetforbindelse på telefonen med computeren, og så kunne vi se Netflix.

Og selvfølgelig havde vi heller ingen bil. Så rigtig mange morgener startede med en gåtur i knæhøjt sne på de små kolonihavestier ud til vejen, hvor vi kunne cykle fra.

Jeg husker det halve år i kolonihavehuset, som en af de hårdeste tidspunkter i mit liv. Men jeg ville aldrig have undværet det halve år med hyggelige iskolde nætter, septitank-toilet og morgentur til skole i knæhøjt sne, for pga. den tid giver de små hverdagsluksusting mig så meget glæde. Et langt varmt bad, en varm radiator – og nu en BIL! Jeg føler næsten det er på grænsen til dekadence 😉

Og mine piger? De husker tiden i kolonihavehuset som en en af de mest hyggelige tidspunkter i deres liv! Og de spørger ofte om vi ikke skal tage forbi og besøge det lille hus igen.

 

SPONSORERET INDLÆG: Dette indlæg er skrevet i samarbejde med autodele24.com

Læs mere om sponsorede indlæg under Sponsorer

 

SÅDAN KAN DU FØLGE BLOGGEN

Facebookgoogle_pluspinterest