Må man vise et billede af en, der er død?

Jeg har længe spekuleret på om jeg skulle dele dette billede eller ej. Om det var ok. Om jeg havde lyst. Om jeg turde.

For det er et billede af en, der er død.

Og det er et billede af en, der sørger over den, der er død. Og må man godt vise den slags frem? Er det respektløst? Grænseoverskridende?

Billedet jeg taler om, er et billede af min mor og min datter.

Jeg synes selv, det er et af de smukkeste billeder, jeg nogensinde har set. På så mange måder. Det viser den dybeste kærlighed, den største sorg, den stærkeste trofasthed i sin reneste form mellem to mennesker, jeg elsker.

Jeg tror ikke, vi er ikke så gode til død, vi danskere. Vi er bange for det og ikke vant til det. Mange af os har mistet. Men mange har aldrig set et dødt menneske.

Måske er vi blevet skånet.Jeg blev selv skånet, da jeg var barn. Skånet for synet af min døde mormor, skånet for begravelsen. Det var selvfølgelig for at passe på mig.

For hvad nu, hvis jeg blev ked af det?

Ja – hvad nu, hvis jeg blev ked af det? Hvad så?
mors hånd

FOTO: Min og min mors hånd

Jeg BLEV ked af det. Jeg græd i måneder efter min mormors død. Hver aften inden jeg skulle sove. Jeg kunne ikke forstå at hun var væk, min mormor. Jeg havde jo ikke set det, jeg forstod det ikke.

Hvordan kunne jeg vide, hun ikke levede?
Hvordan kunne jeg vide, hun ikke lå dernede i kisten og var bange, fordi alle troede hun var død?
Hvordan ved man, at nogen er død?
Hvordan kunne de allesammen være så sikre på, at hun var død?

Så min datter fik lov at gennemleve sorgen, da min mor, hendes mormor døde. Hun var ikke i tvivl om, at mormor var død. Hun så hende. Gul i huden på grund af kræften i hendes lever. Hun sad hos sin mormor, mens fingerspidserne blev sorte, kroppen blev kold og farven forsvandt fra læberne. Hun undersøgte mormors fødder, redte hendes hår og valgte tøjet mormor skulle begraves i. Hun spurgte sygeplejersken, hvorfor mormors hænder pludselig ikke kunne bøjes mere, hvorfor hun blev kold.

Og sygeplejersken fortalte om hjertet inde i mennesker, hvordan det pumper blodet rundt, og hvad der sker, når det stopper. Udramatisk og naturligt.

Isabel, der var 5 år på det tidspunkt, hentede sit legetøj op i mormors seng. Satte sig op ved siden af den døde krop og legede. Ind i mellem nussede hun mormor i håret, løftede lidt på tæppet for at se, om mormor stadig lignede sig selv på kroppen. Lagde bamser rundt om hende. Mærkede, kiggede og accepterede.

Jeg tror, at kun når vi har mærket sorgen, forstår vi rigtig glæden.

Det er i forskellen mellem de to poler, vi kan mærke livet og forstå. Det tror jeg.

Og det er ikke farligt at blive ked af det.

Billedet af min mor og mim datter gør mig ked af det. Og det gør mig glad. Jeg har mistet min mor, kræften tog hende på bare 3 måneder, og af den grund mærker jeg 10-fold, hvad jeg IKKE har mistet. Hvad jeg stadig har. Hvad jeg skal passe på. For livet er skrøbeligt.

Min lille datter sad to dage og sørgede ved sin døde mormor.

Jeg har valgt ikke at vise billedet, for det er deres, min mors og min datters.

Vinter 2013 - forår 2013 (35)

 

Facebookgoogle_pluspinterest

← Previous post

Next post →

4 Comments

  1. Kære Rikke,
    Tak for, at du åbnede døren på klem til noget virkelig personligt, smukt, forfærdeligt, følsomt og sårbart! Jeg synes, at du har truffet det helt rigtige valg for dine børn. Og det lyder som om I har haft en fantastisk smuk og fin afsked med din mor, som gør døden mulig at tale om.

    Jeg synes, at dine billeder, er stærke og smukke. De fortæller uden ord, om jeres afsked. Og jeg tænker, at de også hjælper til at erkende, sørge, mindes, heles og bekræftes i, at livet er en gave. Og at vi skal bruge den gave her og nu.

    Jeg har desværre selv en hel del erfaring med afsked. Jeg har mistet min far til cancer, min bror til en drukneulykke og min fantastiske mormor til alderdom. En af mine store frustrationer ved alle 3 tab var, at man ikke måtte tale om det… Jo banaliteterne, “smukke blomster”, “godt at få fred”, “så mange gode minder”. Men oplevelsen af døden, måtte man helst ikke tale om. Jeg holdt min far i hånden, da han efter en umenneskelig tur gennem helvedes forgård, drog sit sidste åndedrag. Jeg identificerede min brors krop, og ønskede for hvert skridt hen til båren, at det ikke var hans ansigt, jeg ville se, men fandt en ro i det fredfyldte lette smil, man kunne ane på hans læber. Min mormor faldt helt fredfyldt i sin sidste søvn, i sin egen seng, i sit hus, i mine arme.

    Vi har en tradition, i vores familie, for at sprede vores tabtes aske i havet, og der var derfor i første omgang ikke en bisættelse, som værktøj til at tale om tabet. Derfor fyldte deres død, og min oplevelse af den på godt og ondt, rigtig meget hos mig. Men folk blev utilpas, hvis jeg forsøgte at dele den med dem.

    Da min mormor døde, var jeg helt i ro med døden. Hvordan den sker, hvordan det ser ud, hvordan den føles. Og jeg er enig med mig selv om, at det er en forståelse, som jeg en dag, vil give mine egne børn, så de kan få lov at opleve den og forstå den, ligesom livet. Jeg synes, at du er en klog og kærlig mor, at du har givet dine børn denne afsked med i livet. Det vil give dem en forståelse og trøst, som ikke er mange forundt.

    K.h. Stephanie

    • Rikke Berg

      Kære Steph
      Tusind tak for din fine historie, som jeg har læst fire gange nu og kan mærke helt ind til benene. Jegkan slet ikke fortælle hvor sej, jeg synes du er. At skulle identificere sin egen døde bror, må kræve enorm styrke. Og jeg bliver så glad for at læse, at oplevelserne, selv om det har være hårde, også har givet dig noget med, en ro og styrke og forståelse for døden, så oplevelsen med din mormor blev en anden. Du er helt sikkert gjort af et særligt stof, steph.
      Kh Rikke

  2. kære Rikke
    Hvor skriver du dog smukt og medrivende – flotte og bevægende ord der kan mærkes!
    Knus
    Gitte

    • Rikke Berg

      Kære Gitte
      Tusind tak for de fine ord, det betyder rigtig meget 🙂
      Kh Rikke

Skriv et svar