Sådan starter alle vores lørdage – og det giver så meget ro

Hveranden lørdag morgen, når pigerne er hjemme hos mig, står vi tidligt op, pakker rygsækken og cykler 6 kilometer til Ballerup rideklub, hvor Pascaline rider på formiddagsholdet.

Mens Pascaline rider, fiser Isa rundt og krammer alle hestene på rideskolen, helst de allerestørste, og hvis hun er heldig, får hun lov at skridte Pascalines pony af. Og for en uge siden fik vi den magiske mail: Isabel har fået plads på begynderholdet lige før Pascalines hold. Den dag jeg fik mailen gik jeg ind og hviskede det i Isas øre. Hun blev bare helt stille og gav mig et langt kram. Det har været hendes højeste ønske så længe.

Egentlig har jeg forsøgt at undgå dem i en årrække. Hestene.

Pascaline til sit første stævne på ponyen Laban. Hun fik en flot 3. plads.

Pascaline til sit første stævne på ponyen Laban. Hun fik en flot 3. plads.

 

Jeg ønskede faktisk ikke, at mine børn skulle begynde at ride. Fordi jeg huskede hvor meget det fyldte i min egen barndom og ungdom. De lange stævneweekender, de iskolde mørke aftener i ridehuset, alle pligterne der fulgte med ansvaret for sådan et stort dyr – udmugning, daglig pleje, fodring 3 gange om dagen, træne hver dag efter skole, altid beskidt tøj, altid et dressurprogram, der skulle læres og øves, altid lidt nerver på op til de mange stævner.

Hestelykke. Glæden og roen ved at være omkring de store dyr lyser ud af pigerne hele tiden.

Hestelykke. Glæden og roen ved at være omkring de store dyr lyser ud af pigerne hele tiden.

 

Og pludselig står vi her igen. Hver lørdag en laaaang cykeltur i al slags vejr, og mig der skubber Isa det meste af vejen, fordi vi ville komme forsent, hvis vi skulle vente på hendes små ben, dampende og prustende og så ud i den kolde ridehal og vente, lige ind til jeg skal løbe igen, når pigerne skal galopere, og Pascaline gerne vil have jeg løber med.

Hvorfor gør vi det?! Hvorfor gentager jeg det hele igen?!

Fordi det gør mig lykkelig, viste det sig.

Mig selv, da jeg startede til ridning som 6-årig på hesten Trit. Jeg var rideskolens mindste rytter.

Mig selv, da jeg startede til ridning som 6-årig på hesten Trit. Jeg var rideskolens mindste rytter.

 

Det opagede jeg en lørdag morgen for nylig. Alt for tidlig ud af sengen trissede jeg rundt, tændte stearinlys og gjorde klar til at vække pigerne, og jeg mærkede, at jeg glædede mig til vores morgen. Cykelturen, hvor vi snakker om alt og intet, ud og strigle hesten sammen, rundt med Isa og kysse alle mulerne, tårer i øjnene af stolthed når Pascaline sætter ponyen i galop helt selv, roen i min krop. når jeg læner min pande mod en varm hestemule, der roligt puster på mit ansigt, for at hilse.

For min barndom var jo ikke kun kolde aftener i ridehallen og stævnestress viste det sig. Det var bare så langt væk, det liv dengang.

Da jeg blev født, var hestene allerede en del af mit liv. Da jeg var helt lille fandt min mor mig en gang hængende skrigende i kraven på et rustent søm på møddingsmuren uden for hestestalden, hvor hun havde sat mig, mens hun mugede ud.

Da jeg var lidt ældre, havde min kusine og jeg ofte krig mod naboens søn og bombede ham med hestepærer. Vores supervåben overmandede ham.

Da jeg startede til rideundervisning som 6 årig red jeg i et par blodige ridestøvler. Foret var farvet rødt af blod, for dengang kunne man nemlig ikke få ridestøvler i størrelse mini-barn som man kan i dag, så jeg fik kæmpe skavesår. Men det var ligemeget, for jeg ville have rigtige ridestøvler.

Når jeg var trist, hoppede jeg op på min ponys ryg, lagde mig ned og lukkede øjnene. Mærkede dens varme og den rolige vejrtrækning, og langsomt blev min vejrtrækning selv rolig.

Jeg kunne hurtigt bruge en hel dag på at skille et læderhovedtøj af, rense det, indfedte det og samle det igen.

Da jeg var lille var det bedste i verden at sidde sammen med min kusine bag i min mosters landrover – uden sikkerhedsbælter mens mor og moster storpulsede på smøger foran. Med en blanding af kvalme pga smøgerne og sommerfugle i maven fordi det var dagen. den dag om ugen vi skulle til rideundervisning.

Da jeg blev større, sultede jeg hellere en hel eftermiddag end at spilde tiden mellem skole og rideklub på at tage hjem efter lidt mad.

Trods min lille størrelse kunne jeg uden problem slæbe to tunge spande vand eller muge en hel hesteboks ud med en såkaldt vintermadres – altså en hel vinters produktion af hestelort.

Arbejdet med hestene gjorde mig stærk, både fysisk og mentalt. Og det vil jeg gerne give videre til mine piger.

Derfor starter vores lørdage altid med en tur på rideskolen, og det tror jeg de vil blive ved med i mange år. Min mor og moster red, min kusine og jeg red. Og nu rider mine piger også.

Isabel med yndlingshesten “Shane Bo”. En kæmpehest, der dog altid troligt kommer ud og nusser og leger med hende, når hun kalder. Det er som om, den fornemmer hun er lille, og at den er den store, der skal passe på.

Isabel med yndlingshesten “Shane Bo”. En kæmpehest, der dog altid troligt kommer ud og nusser og leger med hende, når hun kalder. Det er som om, den fornemmer hun er lille, og at den er den store, der skal passe på.

 

Stolt rytter med sin første præmie.

Stolt rytter med sin første præmie.

Pigerne har fået lov at dele mine gamle rosetter fra mine gyldne stævnedage.

Pigerne har fået lov at dele mine gamle rosetter fra mine gyldne stævnedage.

Facebookgoogle_pluspinterest

← Previous post

Next post →

4 Comments

  1. Helt vild med dette indlæg! Det beskriver fuldkommen mine torsdage med Sofia. Nu er det jo bare 5 år siden jeg selv havde hest. Og jeg tænker, at voksne piger også ville have rigtig godt af noget hesteterapi ❤️ #vil-have-hest-igen 🙂 overvejer du nogensinde selv at “komme op på hesten igen, Rikke?

    • Ikke bare overvejer – jeg SKAL ride igen 🙂 så snart logistikken hænger lidt bedre sammen, når børnene er mere selvkørende. Uden tvivl. Hestetearpi er et godt ord, det er præcis hvad det er :-). Og dig Steph? Skal du ride igen?

  2. Sophie

    Ahh jeg bliver helt nostalgisk og tænker tilbage på en barndom med pony, kolde vinterdage med blåfrosne fingre, op før fanden får sko på for at køre til stævne og alt det andet… her går lørdag formiddag med at have knægten på 4 år til ridning 🙂 Det er en hyggelig aktivitet at have sammen.

    • Rikke Berg

      Ha ha, det lyder som om vi har nogle fælles barndomsminder Sophie 🙂 Enig, så hyggelig aktivitet at være med ungerne til ridning!

Skriv et svar