Ja, det lyder rigtig skidt, det kan jeg godt høre. Men det var mareridt på den gode måde. Eller…

Men det er åbenbart det, vandring gør for mig.

I 3 nætter havde jeg mareridt, mens Casper og jeg vandrede i Norges Dovrefjell i efterårsferien. En kæmpestor, øde og overvældende vild nationalpark. Og faktisk havde jeg også mareridt en eller to dage bagefter.

Men så var det også slut. Og jeg har sovet som en baby siden.

Mareridtene kom på trods af, at jeg sov i verdens mest vamsede, megatykke dunsovepose, i verdens dejligste bløde uldundertøj i verdens hyggeligste telt, med dejlige natur-lyde udenfor og med verdens dejliste, varmeste kæreste lige ved siden af.

Men når jeg vandrer, sker der noget usædvanligt i min hjerne. Åbenbart.

Alt det gamle lort og rod og  råddent bagage, som jeg aldrig rigtig har tid til at få bearbejdet i hverdagene – det bliver efter et par kilometers opvarmning langsomt  hevet frem fra de bagerste afkroge  af min hjerne. Og vælter sig rundt i en stor fest og bliver tærsket igennem. Og jeg kan ikke flygte fra det. For der er kun mig og mine ben, der går helt af sig selv og uendelige vidder.

Og da jeg kom hjem var jeg ærlig talt lidt mat i betrækket og lettere grådlabil. Jeg fik nogle gode og vigtige snakke med gode og vigtige mennesker.

Og så slap jeg. Hele møget.

Og det er noget af det fantastiske, der sker for mig, når vi vandrer.

Nåh ja, og så den  åndedrætsberøvende natur.

Og kaffepauserne! Verdens hyggeligste kaffepauser.

Vandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjell Vandretur Dovre fjell Vandretur Dovre fjell

Vandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjellVandretur Dovre fjell

Facebookgoogle_pluspinterest